Bertolt Brecht: Udstationering og dens konsekvenser – et tilbageblik!

Bertolt Brecht: Udstationering og dens konsekvenser – et tilbageblik!

Den 8. juni 2025 markerer årsdagen for en betydningsfuld historisk begivenhed: I 1935 offentliggjorde det riges indenrigsministerium den fjerde udlandsliste. Blandt de berørte var den anerkendte dramatiker Bertolt Brecht, der sammen med 40 andre mennesker mistede deres tyske statsborgerskab på grund af brud på "loyalitetspligten over for riget og folket". Denne beslutning fik varige konsekvenser for Brecht, som også ville blive en kontroversiel figur i teaterverdenen i de følgende år. Den præcise baggrund for denne udvandring er tæt knyttet til den politiske situation i Tyskland på det tidspunkt, hvor nationalsocialisterne tog repressalier mod kunstnere og intellektuelle. Dette gøres også af Wikipedia oplyst.

Men Brechts skæbne afspejler ikke kun de personlige konsekvenser af hans udstationering. Han blev østrigsk statsborger i 1950, og dette skridt vakte offentligt ramaskrig, da det blev kendt i 1951. Bergtolt Brecht boede på det tidspunkt i Østberlin og blev opfattet som en tilhænger af det kommunistiske styre i DDR. Teatrene i Wien reagerede på disse kontroverser ved at boykotte hans værker. Fra 1948 til 1963 var der ingen opførelser af hans skuespil på noget etableret teater i Wien. Nøglepersoner i boykotten omfattede publicisterne Hans Weigel og Friedrich Torberg samt Burgtheater-direktøren Ernst Haeussermann.

Pause i teaterverdenen

Allerede i 1920'erne og 1930'erne blev Brechts værk kun vist i begrænset omfang i Wien. For eksempel blev "The Good Man of Sichuan" opført i 1946 og "Mother Courage and Her Children" i 1948, men antallet af forestillinger forblev begrænset. Efter den skandaløse hændelse omkring Brechts statsborgerskab nægtede de store teatre, især Burgtheater, at iscenesætte yderligere opsætninger af hans skuespil. Dette resulterede i betydelig kulturel isolation for Brecht og gjorde adgangen til hans arbejde ekstremt vanskelig. De Bietigheim avis tager et kig på den kulturelle indvirkning af denne udvikling og de feudale strukturer i teaterindustrien.

Boykotten af ​​Brechts værker var ikke kun et lokalt anliggende, men havde også internationale dimensioner. De første sprækker i denne boykot dukkede op i sæsonen 1962-63: Volkstheater viste "Mother Courage and Her Children", en premiere, der blev døbt en "blokadebryder" og udløste blandede pressereaktioner. Der var også undtagelser i slutningen af ​​1950'erne og begyndelsen af ​​1960'erne, såsom forestillinger i operahuset i Graz. Det var først i 1966, at Brecht fejrede sin debut på Burgtheater med "Life of Galileo", som gradvist forbedrede situationen for hans værker.

I modsætning til i Østrig var boykotten i Forbundsrepublikken Tyskland ikke så mærkbar. Men kontroversen omkring Brechts arbejde og hans rolle i samfundet forblev et emne for intens debat indtil 1970'erne. Debatten om hans arv og de værdier, han stod for, har en fremtrædende plads i teaterdebatten både dengang og nu.

Disse historiske begivenheder og udviklinger minder os om, hvor sammenflettet kunst og politik er, og hvilke udfordringer kunstnere skal overvinde i undertrykkende tider.